Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

betegnende udtryk for at komme frem paa ski («skriða á skiðum,» — «Finnr skriðr» o. l.).

Betegnelsen skridfinner glemtes snart i Norge (og Sverige); thi her lærte man snart kunsten; men navnet var trængt sydover og benyttes ogsaa senere hos andre germaniske folks skribenter om lapperne, saaledes af Paulus Diaconus i hans longobardiske historie (c. 790), af den engelske kong Alfred (c. 890), af Adam af Bremen (c. 1070) og af Saxo Grammaticus (c. 1200).

Langt ned i tiden betragtede dog ogsaa nordmændene og nordboerne overhovedet lapperne som de dygtigste skiløbere og skiløbningen som karakteristisk for dem. Saaledes lader Snorre Sturlassøn dronning Gunhild, der blev fostret i Finmarken hos to lapper (c. 920), sige om disse, at de «er saa dygtige paa ski, at intet kan undgaa dem, hverken mennesker eller dyr, og hvad de saa skyder efter det træffer de». I Magnus Barfods saga bruges som et gammelt ord «snæliga snuggir sveinar, kváðu Finnar áttu andra fala[1]»; altsaa brugte vel nordmændene da i 1006 at kjøbe ski hos lapperne, som ifølge Stephanius (Kommentar til Saxo) endnu i det 17de aarhundrede er mestre i at arbeide ski. Historia Norwegiæ (fra c. 1200) skildrer lapperne som dygtige jægere, der bor i skindtelte. Naar de flytter, tager de disse paa ryggen, fester glatte træstænger, «som de kalder aandrer,» under fødderne og iler hurtigere end fuglene over sneen og fjeldene. Den omtrent samtidige Saxo siger ogsaa om lapperne, «at de under jagten paa krumbøiede fjæler iler om paa de snedækte fjelde,» — og da han

skal fortælle sagnet

  1. Det ser ud til sneveir, gutter, sagde finnerne, de havde aandrer at sælge.