i det indre, og saalangt undersøgelserne gaar, synes de ogsaa at bekræfte dette. Vi maa nu saaledes med en høi grad af sikkerhed kunne sige, at der ikke findes snebare oaser inde i hele denne udstrakte sneflade, om det end ikke er aldeles umuligt, at der ganske undtagelsesvis kan findes enkelte fjeldtoppe, som stikker op over snedækket ogsaa i det indre, skjønt intet er iagttaget paa Grønland, som kan tyde i den retning. De sidste nunataker, vi fandt nær østkysten, laa ikke mere end 7 mil fra denne og kunde godt sees fra kystfjeldene.
De ravne, som Nordenskiölds lapper under sin skifærd saa antagelig omkring 16 mil (120 kilometer) fra kystfjeldene, og som denne anser som et muligt bevis paa, at der nordenfor har været oaser, hvorfra de er komne, kan neppe længer have noget værd i saa henseende, naar det erindres, at vi i omtrent samme afstand fra kystfjeldene traf snespurve, som vel neppe kan antages at være komne fra oaser, og som dog er langt mindre omflakkende end ravne.
Hvor langt den grønlandske indlandsis strækker sig som et sammenhængende dække mod nord, er med vor nuværende kundskab ikke muligt at afgjøre. Vi kan kun sige saa meget som, at det maa være nordenfor den 75de breddegrad; thi langs hele vestkysten nordover did, skyder der ud i havet mægtige skridjøkler, hvoraf kan nævnes den ved Upernivik (paa c. 73° n. br.), som bevæger sig med hastigheder af optil 99 fod i døgnet. Saadanne skridjøkler forudsætter et mægtigt sammenhængende isdække i det indre af landet, hvorfra de store ismasser, den fører med sig, maa hentes. Det maa jo nemlig nu staa klart for enhver, der har fulgt med i de nyere undersøgelser over bræer, at det er mægtigheden af den indre bræmasse eller saa at sige det indre sne- og isreservoir, hvorfra skridjøklen faar sit materiale, som væsentlig betinger dennes størrelse og hastighed, og ikke underlagets helding, saaledes som man merkelig nok fremdeles ofte ser paastaaet, især af geologer, som kun har seet Alpernes smaa bræmasser. Det er gjerne tvertom saa, at mindre skridjøkler stiger sterkere mod det indre end de større, og naar man ser, at en skridjøkel har en meget stor heldingsvinkel, kan man med høi grad af sikkerhed slutte sig til, at den er forholdsvis ubetydelig.
Vi kjender lidet eller intet til indlandsisens rand paa Grønlands østkyst nordenfor den 66de breddegrad, vi ved kun, at den paa mange steder maa naa havet, eftersom der dannes isfjelde. Af dette, og særlig af hvad ovenfor er fremholdt om vestkysten, maa vi kunne antage, at indlandsisen danner et sammenhængende dække over hele det indre Grønland søndenfor 75° n. br.
At den ogsaa nordenfor denne bredde dækker landet, kan synes sandsynligt, naar vi ser, at der f. eks. i Smith-sund gyder sig en saa vældig skridjøkel, som Humboldt-bræen (mellem 79° og 80° n. br.). Dennes bevægelse kjender vi imidlertid lidet til, og da den synes at stige temmelig sterkt mod det indre, kan vi foreløbig neppe gaa ud fra, at den modtager sit materiale fra en saa stor indre bræmasse, som ved første
