øiekast kunde synes sandsynligt. Da endvidere Grinnells Land, som maatte kunne synes for en del at have samme betingelse for en sammenhængende indlandsis, som den ligeoverfor liggende del af Grønland, dog ikke er helt dækket af is, saa kan vi ikke nu med sikkerhed paastaa, at den nordligste del af Grønland er helt dækket af indlandsis, det kan jo være, at nedbøren er for liden.
Isdækkets form og mægtighed.
Af den regelmæssige maade, hvorpaa indlandsisens overflade hvælver sig fra den ene kyst til den anden, vil man forhaabentlig let kunne danne sig et billede ved betragtning af kartet med tversnit af landet. Dette er tegnet af prof. Mohn efter de talrige observationer af forskjellig art, som toges, samt, hvad de mindre variationer angaar, efter mine dagbogsoptegnelser. Høiden er for anskueligheds skyld paa tversnittet 20 gange forstørret i forhold til længden. Det høieste punkt, vi naaede, skulde efter vore iagttagelser være omtrent 2718 m. over havet. Nordenfor vor rute saa imidlertid snefladen ud til at høine sig, saa der vil antagelig kunne findes endnu større høider.
Som det af tversnitstegningen vil sees, stiger isens overflade forholdsvis brat op fra havet paa begge sider, særlig paa østkysten, mens den er temmelig flad i det indre. I det store hele kan stigningen siges at være jevnt mindre, jo længere man fjerner sig fra kysterne, og isens overflade har saaledes formen af et skjold, som dog ikke er ganske regelmæssigt forsaavidt, at overfladen bevæger sig i svage, for øiet næsten umerkbare bølger — hvis rygge omtrentlig gaar i retning syd nord — samt at selve høideryggen synes ikke at ligge ganske midt i landet, men nærmest østkysten.
Vi naaede vort høieste punkt omtrent 180 kilometer fra det sted, hvor vi forlod kysten, og omtrent 270 kilometer fra Ameralik-fjordens bund, hvor vi atter naaede havets niveau. Tages hensyn til, at Ameralik-fjordens bund ligger omtrent 90 kilometer fra den ydre skjærgaard eller landets ydre kystlinje, mens vort opstigningssted paa østkysten kun laa omkring 20 kilometer fra denne, saa faar vi altsaa — i et snit af landet taget i retning af vor rute — følgende forhold mellem høideryggens afstand fra begge kyster: fra den ydre østkyst ca. 200 kilometer og fra den ydre vestkyst ca. 360 kilometer.
Her maa imidlertid to ting erindres. Det er for det første, at vor rute ikke gik tvers paa landets længdeakse, naar denne lægges efter midten af landets bredde, og for det andet, at indlandsisen stiger mod nord. Da vi i begyndelsen af vor isvandring var længere nord end senere, samt havde en kurs, der gik mere nordlig og følgelig mere lodret paa landets længdeakse, saa er det naturligt, at vi da maa have faaet en stigning, som er forholdsvis større end skraaningen under resten af
