saa jeg mange gange troede, de skulde gaa sin vei. Dette kan eskimoen muligens ikke forstaa; thi naturen har givet ham slige tænder, at han uden vanskelighed trækker ud spiger med dem.
«Er man kommen under land, bindes kveiten forsvarlig til siden af kajaken saaledes, at den staar ret op og ned i vandet med hovedet forover for at gjøre saa liden modstand under bugseringen som muligt. Derpaa bærer det hjemover. At komme til Sardlok, bugserende paa disse store fiske, og bli modtaget paa stranden med de samme glædestraalende ansigter, som venter enhver fanger, der kommer med bytte, det var øieblikke med følelser, som om man havde været et barn, der kommer hjem med sit første vildt.
«Denne fangst er forøvrigt ikke til at foragte; fiskene veier saadan fra 100 til 200 kilogram, og det er en god næring især om vinteren, da der ikke er saa fedt med anden fangst. Af to fiske, som jeg fik, levede vi, 5 mennesker, i over to uger og havde i den tid næsten ingen anden føde.
«Som vi en dag i stille, blankt veir laa nede paa fiskepladsen, sortnede det pludselig i syd, det var søndenvinden, som kom. I en hast fik alle sine snører op, men før man endnu var færdig, brød det løs, — først et par svagere kast, saa i al dens voldsomme vildhed. Sjøen gik sorthvid foran den, og snart var den rolige vandflade forvandlet til et eneste skumhav. Strøm og sjø gik mod hinanden, det toppede og brød i grønhvide skumkavler, kajakmændene blev helt borte i bølgedalene. Vi maatte under land for at berge fangsten og os selv, og med sjøen tvers bar det indover saa hurtig, som aaren kunde tvinge os frem.
