«For grønlænderne var naturligvis tilfælde som dette
hverdagslige ting, men for mig havde det hele nyhedens interesse,
og min øvelse i kajakroning blev sat paa en haard prøve. Man maatte
have vaagent øie med de svære braadsjøer, fik en saadan tag paa en,
naar aaren ikke var færdig paa luv side, var der al udsigt til i
samme nu at bli sendt «nedom og hjem».
«Komne under land holdt vi langs med dette for at søge læ. Unda veiret bar det nu med strygende fart nordefter, men det var endnu vanskeligere end før, sjøerne kom rullende efter, og man maatte bruge aaren vel for ikke at bli kastet overende. — Der kommer en svær braadsjø, et par raske aaretag, saa aaren flad ud paa den ene side, agterenden af kajaken løftes høit, man lægger sig bagover, sjøen bryder, man faar den som et slag i ryggen, det sprøiter over hovedet, og man føler sig slynget gjennem luften paa toppen af den fraadende skumkam. Saa ruller den forbi, man synker ned i bølgedalen, saa atter et par aaretag, en ny braadsjø, og man bæres atter afsted.
«Jeg havde en god læremester i Eliase, som stadig holdt sig paa siden af mig, saa nær han turde for sjøerne. Snart jog han forbi mig som en stormvind, ridende paa toppen af en sjø, mens skumsprøiten fossede om ham, snart jog jeg forbi ham paa en anden sjø. Det er en dans med bølgerne og en fristende leg med faren.
«Saa kom vi did, hvor landet bøiede vestover, og hvor der var læ; men et isbelte laa iveien, som vi først maatte gjennem, og der gjaldt det om ikke at faa kajaken knækket mellem de urolige flag. Der var en liden aabning, øieblikket maatte nyttes, og med et par raske aaretag joges kajaken uskadt igjennem paa toppen af en sjø.
