kommer søkkestenen, endnu et tag — og et vældigt kveitehoved stikker op af sjøen med en kjæft og to øine saa svære, at en kunde bli ræd dem. Man griber træklubben, som ligger bagpaa kajaken, og giver den muligens et par voldsomme slag over hjernen. Men med et fortvilet slag faar den hovedet under vandet, og i lynende fart bærer det atter tilbunds, og ve den, som ikke da har snøret i orden, saa det ikke kommer i beknib paa noget sted; sker det, er man vendt op ned, før man ved ordet af det. Saa er fisken kommen tilbunds, farten begynder at mindske, og man kan atter begynde at hale. Man faar fisken op for anden gang, men atter gaar den muligens tilbunds. At trække en kveite 3, ja muligens 4 gange op paa 100 favne vand, det er et temmelig anstrengende arbeide. Endelig har man den oppe for sidste gang og kan faa tildelt den nogle velrettede slag mellem øinene; den blir straks spagere, og saa banker man løs saa haardt og saa hurtig, en bare kan, endnu gjør den nogle fortvilede forsøg paa at gaa ned, men efterhvert som slagene regner nedover den, blir den bedøvet. Der paa stikkes kniven ind i hjerne og rygmarv, indtil den er saa død, som det foreløbig er raad at faa den.
«Mens alt dette stod paa, havde jeg en dag faaet begge kinder samt næse og hage frosne bort. Ved at gnide dem med sjøvand og is, hvoraf der var nok paa kajaken, blev de dog nogenlunde reddede.
«Saa fæstes fangeblæren i fiskens mund for at holde den flydende, snøret tages mellem tænderne, og man ror mod land, idet man paa den maade trækker fisken med sig. Jeg maa indrømme, at jeg fandt denne bugsering det mindst behagelige ved den hele forretning; thi hver gang kajaken bares frem paa toppen af en sjø, blev man pludselig holdt igjen af snøret, og det gav et ryk i tænderne,
