kamiker; noget lignende har jeg forøvrigt ogsaa seet paa Island, skjønt skoene her var styggere og mere klumpet lagede end hos os. Inden i lauparskoene benyttede vi inderst et par tykke, tøvede uldstrømper og udenpaa dem et par svære ladder af gjederag, som foruden at være varmt har den egenskab, ligesom lappernes sennegræs (carex vesicaria), at trække fugtigheden til sig og holde fødderne tørre.
Disse lauparsko egner sig fortræffelig til fodbeklædning ved brug af ski og truger. De er sterkere end «hudsko»[1] og «finnesko», men har den ulempe ikke at være saa varme som disse. Det hændte saaledes undertiden, at vi om kvelden kunde have ondt nok ved at faa skoene af os, idet strømper, ladder og sko var sammenfrosne.
De to lapper havde med sig to par finnesko hver, foruden et par, som den yngste lap havde bestemt at give mig i foræring.
Finnesko (se tegningen s. 40) er gjorte, naar de skal være gode, af skindet fra benene af renoksen. Skindstykkerne lægges med haarene paa helst et døgn i et sterkt udtræk af bark (birkebark o. l.), eller ogsaa garves de med tjærelaag. Skindet fra bagbenene bruges til saalerne og siderne, mens skindet fra forbenene bruges til over stykker. Skindstykkerne syes saaledes sammen, at haarene vender udad. Lignende sko lages ogsaa af skindet paa renens pande og hoved; disse sko, almindelig kaldet «skaller», er varmere end de ovenfor omtalte, men ikke saa sterke.
Disse finnesko, hvorpaa altsaa haarene vender udad, og som
lapperne fylder med det omtalte sennegræs,
- ↑ Sko, gjorte af raagarvede eller endog helt raa oksehuder med haarene paa. De saavelsom lappiske finnesko anvendes i Norge meget almindeligt til skiløbning.
