hvori de stikker sine bare fødder uden strømper, er meget varme og fortrinlige til skiløbning. At jeg ikke selv havde medbragt saadanne til ekspeditionens medlemmer, var, fordi jeg antog, at vi skulde faa meget væde, og det taaler de ikke. Finnesko maa nemlig i saa henseende passes godt, hvis de ikke meget snart skal ødelægges. Væde fik vi imidlertid ikke meget af; de finnesko, jeg fik af Balto, tog jeg paa nogle mil fra østkysten og brugte dem omtrent den hele vei til vestkysten, brugte dem dernæst endel om vinteren, og endda var de ikke udslidte, da jeg bragte dem tilbage til Norge. Dette maa man sige er meget i betragtning af, at de ikke var nye, da jeg fik dem; Balto havde brugt dem en vinter før. Jeg blev saaledes fuldt overbevist om finneskos brugbarhed for reiser som denne og kan give dem den varmeste anbefaling til saadant brug; de veier en ubetydelighed; man kan uden at føle det føre med et eller to par i reserve. De maa imidlertid, som ovenfor nævnt, skjøttes godt, skal de holde længe; er de bleven vaade, skal man helst, naar man gaar tilkøis, vrænge dem, saa haarsiden kommer ind, trække dem paa og ligge med dem paa om natten; herved faar man nemlig skindsiden tørret, og det er det vigtigste, forat skindet ikke skal slippe haar.
Paa hænderne brugte vi store uldvanter, saakaldte lovanter eller bladvanter. Udenpaa disse brugtes gjerne i sterk kulde eller vind store vanter af hundeskind med haarene ud. Lapperne brugte vanlige lappevanter af renskind med haarene ud. Naar man fylder disse vanter med sennegræs, ligesom finneskoene, er de meget varme.
Til brug under behandling af instrumenter og tegnesager medbragte jeg fingervanter af uld.
Paa hovedet havde vi luer af uldtøi til at slaa ned
