sterk tilbøielighed til at spadsere ud igjen, men vanen er en god læremester; vi gik paa med dødsforagt, og snart smagte det bedre. Joel saa misfornøiet paa denne tilstelning, og da han blev budt deraf, rystede han paa hovedet og sagde: «Ajorpok» (det er daarligt). Men for at trøste sig, drog han frem en raa rype, aabnede bugen paa den, tog maven og tarmene ud og slurpede dem i sig paa en gang, det var, ligesom han ikke kunde faa nok af tarmindhold i blodmaden vor. Dette syn blev Balto vel meget, han raabte: «Nei! nei!» holdt munden ud mod teltdøren, og saa kom der nogle underjordiske lyd som fra et menneske i sjøsyge. Joel fortsatte imidlertid rolig sit maaltid, plukkede rypen og spiste den helt; det eneste, som blev igjen, var en stor fjærhaug. Dette var meget hedensk i Baltos øine, og han sagde: «Det ser ud samme som ørn».
Siden kogte vi en del af renkjødet; men det smagte næsten lige meget af tarmindholdet som blodmaden. Dette syntes dog at falde i Baltos og Joels smag, og de to aad forsvarlig, ja de drak endog suppen til, og hvad den angik, havde vi andre mer end nok med lugten.
I det hele var vort madstel neppe af det bedste. Naar vi kogte melgrød, blev den altid spist halvraa, den smagte som klister, for vi havde aldrig tid at vente, til den blev kogt helt; eller ogsaa klinte vi den udover ovnen paa udsiden og fik den paa den vis stegt; renkjødet tilberedtes derved, at vi lagde det frossent paa ovnen og spiste de ydre skorper, efterhvert som de blev tinte o. s. v. Balto paastod, at da vi ikke fik gjøre «svineri» nok i Godthaab og mindedes livet paa indlandsisen for vel, saa holdt vi ikke længer ud der, men maatte drage til «Aremalik for at gjøre svineri», — det var grunden, hvorfor vi var komne der.
