Ud paa eftermiddagen i mørket kom vi ned til fjorden. Vi havde
nu tænkt at binde vore kajaker sammen, lægge renen tversover bagpaa
og saaledes paa almindelig eskimovis fragte den hjem til teltet;
men vi fandt, at det var for sent og for mørkt, og vi foretrak
derfor at lægge den igjen.
Efter at have aabnet bugen, taget hjertet og leveren ud og spist en del af den sidste raa, bar vi sten for at dække den med fra bækkeleiet lige ved, grov saa sne helt over, stak skistavene ned ved siden af og bandt filler til dem for at holde ræv, ravn og rovfugle borte.
Saa gik vi i vore kajaker og drog glade hjemover. Vi var ikke komne langt udpaa, før Joel istemte melodien af «den evigglade kobbersmed», som da var paa moden i Grønland, og hvortil var sat grønlandske ord. Under sang gled det hjemover i den mørke nat, og man hørte os allerede paa lang afstand. Det var en hyggelig kveld i teltet hin dag.
Sverdrup og Balto, som ogsaa havde været ude efter ren, fortalte, at de havde seet 4 dyr i en dal høit oppe, men var ikke komne dem paa skudhold.
Dagen efter var det daarligt veir, og renen blev da hentet til teltet med baad, blev flaaet og parteret. Blodet var ikke saa ganske rent. Ved uforsigtighed havde jeg nemlig skaaret hul paa en af tarmene, da jeg aabnede bugen sidste kveld. Det var dog synd at kaste dette gode blod bort, vi satte mel til og kogte trods alt klub af det i en kaffekjedel, der var saa læk som et sold, den maatte tættes med grød og kjød, og hvad vi kunde finde paa, om tuden satte vi en stor forbinding af straa, mel og taug, den tog sig yndig ud.
Saa spiste vi blodklub. — De første stykker havde
