klikkede. Jeg spændte i en fart hanen for det andet løb — som imidlertid var glatboret — og kastede atter til kindet, nu smaldt mit skud samtidig med Joels. Det gav et sæt i dyret, og det var tydeligvis truffet i bogen, det høire forben slæbte. I vildt sprang bar det imidlertid fra os. Jeg forsøgte atter rifleløbet, men det klikkede igjen. Hurtig fik jeg da en ny patron i, denne gang smaldt det, og truffet af ekspreskuglen bag bogen faldt dyret stendødt. Vi sprang straks frem for at se efter de andre ren, men disse var ikke at øine paa nogen kant. Da det var over middag, og da dagene var korte, fandt jeg det for sent til at forfølge dem, og vi vendte tilbage til vort bytte for at slæbe det med os hjemover.
Det første, jeg nu gjorde, var at kaste mig ned og faa en god drik varmt blod af skudsaaret, det smager godt paa slig en kold dag. Joel stod og saa forbauset paa; jeg spurgte ham, om han ikke skulde have sig en sup; men da smilte han polisk over hele ansigtet, rystede paa hovedet og pegte paa dyrets snude og mave for at antyde, hvortil hans hug stod.[1].
Det gjaldt nu at faa vort bytte ned til fjorden, hvor vi havde kajakerne; men dette var intet let arbeide. Vi hentede vore ski, lagede en slags slæde ved at lægge alle fire ved siden af hverandre og lagde renen ovenpaa. Saa spændte vi os foran og trak afsted, men tungt var det, saameget mer som vi ikke havde ski paa fødderne og ofte sank i sneen til livet; især var det slemt, naar vi kom ned i urene, hvor vi uafladelig faldt ned mellem de store stene, som
forrædersk var dækkede af sne.
