Balto var forøvrigt vor stadige muntrationsraad. Saasnart vi
havde spist maden i teltet om kveldene og faaet varme paa cigarer
og piber, saa kom han frem med kortene, som snart var saa skidne,
at man havde vanskelighed ved at skille dem fra hverandre; de
ivrigste af kortspillerne fik straks en kasse frem til kortbord, og
saa gik spillet til langt ud paa kvelden, lige livligt mellem disse
skindklædte mænd i en temperatur af omtr. ÷15°, som om man sad i
den luneste stue hinsides havet; blev fingrene altfor stive, saa et
par armeslag for at bringe varme i dem, og saa paa’n igjen: «Ruder
eller trumf!» . . . det var gjerne «hundrede og en» eller «rakker»,
som gik.
Ved sine bemerkninger paa sit ofte besynderlige norsk skaffede Balto os ogsaa megen moro. Naar han f. eks. fortalte os: «Aa pina død, inat skal jeg sitte ræv», kunde det hænde, at vi lo; han mente, at han vilde sidde paa lur efter ræven, som gjerne pleiede at komme ned til stranden om natten.
4de december. Det lysnede svagt af dagen, da jeg vaagnede. Jeg stak hovedet op af soveposen og blev behagelig overrasket ved at se Joel allerede sidde opreist i sine kolde seil og ifærd med sit noget nøisomme morgentoilette, som bestod i med fingrene at kjæmme sit svære ravnsorte haar, der som horn strittede stivt til alle kanter og gav hovedet udseende af en stivfrossen svaber. Saa stak han haaret og hovedet ud gjennem teltdøren, øinene vandrede rundt fjeldtoppene paa denne og den anden side fjorden, derpaa dukkede atter hovedet ind. «Nu Ojoetle! hvordan ser det ud med veiret, egner det sig for renjagt idag?» «Asukiak, imekame» (jeg ved ikke, muligens). Jeg kjendte Joel godt nok til at vide, at det betød saa meget som, at det var daarligt. Det er en eiendommelighed, som
