i et af grønlænderhusene, hvor han altid var velkommen, og hvor han satte sig ned paa en bænk, blev siddende i nogle timer og saa ud for sig uden at sige et ord, hvorpaa han atter gik sin vei. Hvorfor man syntes det var saa hyggeligt, naar han kom, og hvorfor han gjentog disse manøvrer næsten hver dag, er mig en gaade.
Denne uoverensstemmelse mellem Ravna og hans yngre kamerater er forøvrigt forklarlig nok, naar man betænker, at han var en gammel ærværdig familiefader, mens Balto og Kristiansen var unge og livslystne. Det bør dog bemerkes, at det altid, saavidt jeg kunde forstaa, gik ordentlig til over paa deres værelse. For at undgaa ubehageligheder blev det imidlertid bestemt, at kvindfolk ikke skulde faa lov at komme der; paa den vis sikredes stedets moral bedst; thi grønlænderinderne er desværre ikke bekjendte for sine strenge seder.
Dette rigorøse forbud mod kvindekjønnet kunde dog ikke forhindre, at Balto blev i sterk grad forelsket i en ung og mer tiltalende end smuk grønlænderinde. Hun var imidlertid allerede forlovet med en grønlandsk kateket, som dengang var ansat ved en koloni længere nord i landet, og med hvem hun skulde giftes det følgende aar. Dette hindrede dog ikke, at der mellem Balto og hans elskede Sophie udviklede sig et smukt og platonisk forhold; det var en hel romantisk historie, som førte til, at Balto sendte Sophie et langt brev, som en grønlænder hjalp ham med at oversætte paa grønlandsk. Deri fortalte han hende om sin kjærlighed; men hun maatte endelig ikke misforstaa denne, det var ikke hans mening, at han vilde gifte sig med hende, ikke blot fordi hun var forlovet før — thi det vilde sikkert nok ligesaa lidt afholde hende, som det vilde afholde ham — men fordi at hvis han førte hende
