sit gebrokne norsk, som meget snart fik en tilsætning af dansk, og dels paa et øreskjærende grønlandsk; han havde hurtig opsnappet endel ord af dette vanskelige sprog, og disse vrængtes og flængtes med den største freidighed. Emnet for hans foredrag, som ledsagedes med en rigdom af forklarende fagter, var snart taget fra vor færd over «sermersuak» — det er den store landis — hvorledes vi nordmænd havde forstaaet at styre gjennem denne forfærdelige sneørken, hvor de ikke fik noget kaffe og blot en pibe tobak hver søndag — snart fra de frygtelige udstandne farer i drivisen, hvor «dem nordmænd havde spist raat kjød, og vi lap havde været næsten bange (= meget bange).»
Alt dette interesserede naturligvis grønlænderne meget, men mest tror jeg dog, han tog dem, naar han hentede emnet til sine foredrag fra fædrelandet, naar han fortalte og viste dem, hvorledes «vi lap kjøre med rein», og hvorledes man lever og syr klæder og sko i lappernes land. Det var noget, som slegtede paa grønlændernes eget liv, der var de med. Vistnok er det faa af dem, som forstaar noget dansk eller norsk, men fagter er et universalsprog, som er fatteligt for alle.
Kristiansen indtog en mer tilbagetrukken stilling og overlod gjerne den repræsentative rolle til den anden; thi forsnakke sig gjorde han nødig; gjaldt det derimod kortene, var han med, mens gamle Ravna gik stille rundt og likte ikke det hele. Han klagede ofte til mig: «Jeg gammel lap, jeg ikke aldrig like dem mange folk.»
Naar stuen var stappende fuld af røgende, spyttende, spillende og braakende grønlændere, sad han enten stille oppe i en seng borte i en krog og satte et grimet ansigt op, eller ogsaa tuslede han sig ud og gik paa besøg hen
