I Godthaab.
At finde husly for os seks mennesker faldt ikke vanskeligt. Dietrichson, Sverdrup og jeg blev gjestfrit modtagne hos kolonibestyrerens, mens de tre andre fik et værelse oppe i den saakaldte «gamle lægebolig». Der holdt de sin egen husholdning og lagede selv sin mad paa en liden kogeovn.
De nykomne var længe gjenstand for opmerksomhed. Om sin ankomst beretter saaledes Balto:
«Den første kveld, da vi havde tændt lys i stuen — og vi ikke havde gardiner for vinduerne, saa straks vi havde tændt lys, saa kom der fuldt af grønlandspiger foran vinduet, og de kigede ind paa os, saa længe vi var vaagende, og de kom hver eneste kveld, saalænge som der ikke var noget gardin for vinduet.»
Det varede ikke længe, inden alle kom paa en god fod med de indfødte og fik mange venner blandt dem. Hos de tre i lægeboligen var der et stadigt indryk af grønlandske gjester, der spiltes kort, der spiltes paa violin, og der snakkedes fra den tidlige morgen til langt paa kveld. Den, som førte det store ord, var selvfølgelig Balto. Han lagde ud for de andægtig lyttende grønlændere dels paa
