i sin beretning, «at punsen blir tynd, naar man af en flaske akevit lager 6 flasker puns; — det smagte af ingenting.»
«Heller ikke cigarer manglede, og vi sendte snart mægtige røgsøiler ud i teltet, ligesom vi vilde søge hurtigst muligt at indhente det forsømte. Nansen skrev, at han og Sverdrup levede som prinser hos kolonibestyrerens i Godthaab; men vi følte os heller ikke mindre tilfredse i dette øieblik, og vi var alle enige om, at det var den hyggeligste aften, vi havde tilbragt i teltet; thi bevidstheden om, at vore kamerater havde naaet vel frem, og at vi daglig kunde vente baade, havde slukket alle sorger.
«Der var en livlig sprogforvirring i teltet af norsk, lappisk og grønlandsk; med vore gjester, Peter, en fanger fra Godthaab, og Silas, en dygtig renskytter fra Umanak, faldt det ikke vanskelig at underholde os, idet vi foruden gebærder tyede til vort grønlandske leksikon og vor sproglære. De var begge oplyste grønlændere, som ikke alene kunde læse og skrive, men ogsaa tegne. Deres rids af nogle bygninger i Godthaab og Umanak var saa gode, at vi kjendte originalerne igjen, da vi fik se dem.
«Det var først langt paa kveld, at vi kunde bekvemme os til at gaa til ro. Kristiansen, Balto og jeg krøb i den ene sovepose, Ravna og de to grønlændere i den anden. Søvnen skulde dog ikke komme straks, da vore to gjester nemlig straks begyndte at synge salmer. De sang tre efter hverandre, derpaa bad de «Fader vor». Hvad denne aftenandagt skulde betyde, kan jeg ikke sikkert sige, muligens var det, fordi de befandt sig blandt rent fremmede mennesker.»
Den følgende dag gik Silas paa renjagt. Dietrichson havde brændende lyst til at følge med, men vilde ikke svigte sine kamerater, da de, efter hans bestemmelse, den
