dag skulde begynde at bære sagerne længer ud mod næsset ved den aabne fjord.
I sin beretning om den dag siger Dietrichson: «Under et af vore tarvelige maaltider inde paa indlandsisen blev der engang tale om, hvilken ret vi helst ønskede os i det øieblik. Vi følte et sterkt savn af fedtstof og holdt derfor alle paa smørgrød. Nansen lovede da, at naar vi naaede frem til Godthaab, skulde vi faa denne ret. Blandt alle de gode sager, han havde sendt ind til os, var da ogsaa smør og hvedemel. Vort første varme maaltid, efterat vi havde modtaget proviantforsyningen, bestod derfor af den saa ofte omtalte grød, og det manglede ikke paa appetit. I begyndelsen havde vi lidt betænkeligheder med helt at tilfredsstille denne, men saa tænkte vi: «Aa pyt, vi har taalt saa meget andet, saa taaler vi vel det med,» og dermed klemte vi paa, det bedste vi orkede.
«Vi laa endnu og strakte os i græsset efter maden og dampede paa vore piber, da en fik øie paa vor ven Silas oppe i lien; han kom nedover mod os, bærende noget stort og tungt paa ryggen. Mon det virkelig var en ren? Enkelte mente jo, andre nei. Saa fik vi se renhornet rage op over skulderen, og glade blev vi alle; men lapperne blev aldeles vilde; thi nu skulde de endelig atter faa smage sin nationalret. Balto løb ham imøde, hoppede og dansede omkring ham og vidste ikke, hvordan han bedst skulde finde udtryk for sin glæde.»
Gryden blev straks igjen sat over. Uagtet det bare var hengaaet en god time, siden smørgrøden var spist, saa gik de nu paa en ny frisk igang med renkjød, marvben og talg, og det med saadan kraft, at alt, hvad Silas havde bragt med sig, var fortæret inden kvelden.
«Man ser saaledes», siger Dietrichson, «at vore maver
