pakkerne,» siger Dietrichsen, «og nysgjerrige som børn om julebordet aabnede vi en for en. Vi frydede os ved synet af alle de gode sager, brød, kjød, kaffe, tobak, osv., men især jublede vi over alt det smør og flesk, som vi modtog. Heller ikke rene delikatesser manglede; thi de danske damer i Godthaab havde sørget for, at kager og andre slikkerier fulgte med. Øieblikkelig tog vi fat paa at spise, og aldrig har nogen af os fraadset saaledes i fedtstof som den dag; thi vi var rent som rasende derefter.»
Balto skildrer dette møde saaledes: «Efterat Dietrichson var gaaet afsted med sin kjæks i lommen, steg jeg op paa en fjeldpynt, som var 300 fod høi. Straks jeg kom op paa den, saa jeg 3 mænd komme imod mig. En mand kjendte jeg, det var Dietrichson, som havde truffet paa de mænd, som var sendte fra Godthaab for at bringe os niste. Jeg løb straks til teltet og fortalte de to, som var der, at jeg saa folk komme. De to troede det ikke, men jeg samlede tørved og gjorde op ild og hentede vand og fyldte kaffegryden og satte den paa ilden, indtil folkene kom; thi jeg skjønte, at de maatte have kaffe med sig. Straks da de kom til teltet, saa undersøgte Dietrichson, hvad de havde sendt os til mad fra Godthaab. Jeg saa, at Nansen havde sendt mig en pibe og tobak. Straks tog jeg piben og tobakken og begyndte at røge med kraft, de andre begyndte at spise. Brødskiver blev skaarne en tomme tykke, en halv tomme smør blev lagt paa brødet, og dertil endnu svineflesk paa smørret og saa dertil kaffe atpaa — — — —».
«Mens vi endnu var ifærd med maaltidet,» — fortsætter Dietrichson, — «hørtes nok et par skud ude fra det næs, hvor jeg havde truffet de to grønlændere, og kort efter kom to mænd tilsyne oppe paa høiden mellem næsset og
