De følgende dage tilbragtes væsentlig med at hvile sig.
Som Dietrichson om formiddagen 6te oktober var paa jagt ude paa det næs, hvor Sverdrup og forf. endelig havde naaet aabent vand med seildugsbaaden, fik han pludselig høre et skud. «Jeg ilede», forteller han, «op paa høideryggen for at se, om jeg kunde opdage nogen, og det varede heller ikke længe, før jeg fik øie paa to grønlændere, der gik indover næsset, bærende pakker og sække paa ryggen. Sagerne bares i den for eskimoerne eiendommelige brede bærerem, som de har over panden. Da jeg raabte dem an, stansede de straks, og vi gik der paa hverandre imøde. Det viste sig da, at det, som jeg havde ventet, var to kajakmænd, der kom som sendebud fra Nansen. De afleverede et brev, hvori han underrettede os om, at de var komne vel frem, og at han sendte foreløbig undsætning med proviant, samt at baade med rigeligere forsyning snart vilde ankomme for at afhente os, det havde imidlertid endnu ikke paa grund af storm været muligt at formaa nogen til at reise. Jeg vendte selvfølgelig straks om for at følge de ankomne til leiren.
«Sulten som en skrub havde jeg været den hele formiddag, men desuagtet havde jeg dog trolig gjemt paa min tarvelige middagsmad, bestaaende af et stykke tør meat-biscuits og lidt pemmikan, for først at fortære dette ved middagstider. Nu vidste jeg, at vi i alle fald foreløbig ikke led nogen nød, og jeg kunde derfor trøstig tage fat paa denne min middagsmad, som jeg flere gange havde følt mig sterkt fristet til at fortære før den fastsatte tid. Jeg var da heller ikke sen med at faa den frem og i en haandevending var den gleden ned.»
Ved teltet blev de modtagne med glædeshyl af de andre. Først blev brevet læst op, derpaa «tog vi fat paa
