kolde klæder paa, efterat de dog havde vredet det mest mulige af vandet ud af dem.» Af lignende gjenvordigheder var der nok mange.
Samme dags eftermiddag rak de allerede ned til fjordbunden med sin første bør, og den følgende dag — altsaa samme dag, som vi rak Godthaab — var alle sager bragte ned.
«Provianten blev da efterseet og optælledes, og det viste sig», siger Dietrichson, «at foruden pemmikan for en længere tid, havde vi endnu brød for 6 og ertepølse for 5 dage, naar vi kun anvendte et minimum af disse sager. Fedtstof havde vi derimod intet tilbage af, da dette var sluppet op allerede for 5 dage siden, og heller ikke salt, som enkelte af ekspeditionens medlemmer i den sidste tid havde følt særlig trang til.
«Vi kunde nu daglig vente bud fra vore to kamerater. Ja, vi havde endog haabet paa muligheden af, at vi vilde finde baade ankomne for at afhente os, naar vi naaede fjorden med bagagen. Endnu havde vi ingen grund til at være urolige for deres skjæbne, men gik der otte dage til, uden at vi hørte noget fra dem, fik vi søge over land at naa frem til kolonien; thi da maatte vi antage dem for forulykkede, og da vilde al proviant undtagen pemmikanen for flere dage siden være fortæret. Af dette ene levnetsmiddel vilde vi dog endnu have saavidt tilstrækkeligt til at kunne foretage en saadan vandring.
«Udenfor teltet gjorde vi op varme, og omkring denne nød vi den hvile, som vi saa høilig tiltrængte. Hele eftermiddagen tilbragte vi saaledes henstrakte i det myge lyng, frydende os over, at nu var det værste slid og slæb med bagagen over, og at vi forhaabentlig vilde faa mageligere og behageligere dage en tid.»
