Dietrichson, og jeg løb afsted did for at se, hvorledes det vilde gaa. Just som jeg kom did, saa var Dietrichson ude paa isen, og jeg saa, at isen var meget svag, jeg raabte: «Kom herhid til stranden.» Men han kom ikke, saa skiede han endnu nogle skridt, og saa blev han borte imellem isstykkerne, saa raabte jeg: «Lad kjælken fare og svøm til stranden!» Han gjorde saa og svømmede til stranden, saa grov vi op af lommerne hans instrumenterne, forat de ikke skulde bli altfor vaade. Saa vidste vi ingen raad, hvorledes vi skulde faa kjælken iland, saa mente Dietrichson: «Aa, jeg skal nok svømme ud til kjælken og bringe den iland.» Saa sagde jeg: «Gjør ikke det. Du fryser fordærvet.» Saa raabte jeg til Kristiansen, at han skulde bringe en lang stang, et bambusrør og et taug for dermed at faa kjælken iland, men Dietrichson brydde sig ikke om det, men drog ud paa indsjøen. Straks han kom ud paa et isstykke, saa begyndte det at helde, saa blev han borte over hovedet i indsjøen. Saa svømmede han atter til stranden. Jeg løb op paa en fjeldtop og peb, saameget jeg orkede. Saa løb Kristiansen op paa en fjeldtop og raabte: «Hvad staar paa?» — Jeg raabte: «Bring et bambusrør og et taug, Dietrichson har faldt i sjøen og kjælken staar paa isen.» Kristiansen blev meget forskrækket, han tænkte, at Dietrichson var omkommet, og at bare kjælken stod igjen paa isen. Saa løb Kristiansen med disse sager, saa meget han orkede, og saa drog vi kjælken og bøssen til stranden og drog til ildstedet, hvor de andre kogte kaffe, og blev der natten over; thi Dietrichson var blevet ganske og aldeles vaad.» Om den 2den oktober siger Dietrichson: «Et par timer, efterat vi om morgenen havde forladt «Gaasedammen», kom vi til en lang, brat, men temmelig jevn
