efterhvert som han kom fra land, blev den skrøbeligere, indtil den midt paa blev saa daarlig, at han maatte krybe paa alle fire, og med nød og neppe rak han paa den maade over til den anden strand.»
Fra nu af var de fire i soveposen
Da de under nedturen den derpaa følgende dag (29 september) naaede Langvandet, «vilde Balto», siger Dietrichson, «atter forsøge at gaa over en liden vig af vandet, idet han denne gang agtede at spænde skierne paa benene og trække slæden efter sig. Da jeg skulde optage et kart over dalen og derfor stadig maatte stanse og gjøre en del afstikkere ud til siden, besluttede jeg, for hurtigere at indhente de øvrige, at benytte den samme benvei som Balto. Da jeg kom ned til vandet, tog jeg derfor skierne paa og gik ud paa isen, idet jeg trak slæden efter mig. Kommen omtrent halvveis over, merkede jeg vistnok, at den gav lidt efter, men da der viste sig at være underis, gik jeg trøstig videre. Den blev imidlertid svagere og svagere, underisen ophørte, og tilslut var der kun løse, ganske tynde flag at gaa paa. Det gjaldt derfor at søge den korteste vei ind til land; men tilslut magtede flagene ikke længere at bære mig, og jeg sank ret ned gjennem isen. Et øiebliks sag var det selvfølgelig at spænde skierne, som ikke var fastbundne, af benene, og jeg maatte svømmende tilbagelægge de 15 à 20 alen, der var igjen til land.»
Balto, som ogsaa meget nær var faldt i vandet, og som havde hørt, at Dietrichson vilde gaa over isen, var — mens alt dette stod paa — kommen til, og han giver følgende beskrivelse deraf: «Da jeg var ræd, at han Dietrichson skulde gaa over den daarlige is, saa greb jeg en fløite (saa kaldte han nogle smaa signalhorn, vi havde) og løb op paa en fjeldtop og blæste, — straks svarte
