De fire efterladtes oplevelser i Austmannadalen.
Dette verk er allerede vokset betydelig udover den størrelse, som fra først af var paaregnet, og der levnes mig derfor ikke plads til mere end et kort uddrag af Dietrichsons beretning om de fire efterladtes oplevelser i Austmannadalen. Jeg skal samtidig tilføie nogle af Baltos udtalelser.
De tre, Dietrichson, Kristiansen og Ravna, der, som det vil erindres, drog opover dalen igjen om morgenen den 27de september, fandt tilbageturen i flere henseender mindre let end nedturen; elvene var voksede, isen paa vandene bar ikke, og for at komme udenom maatte de klatre i bratte fjeldskraaninger og ujevne jøkelgjærder. Desuagtet naaede de dog om kvelden i tusmørket frem til vore sager oppe ved det øverste vand, som jeg har kaldt Austmannatjernet.
De følgende dage tilbragtes med at bære sagerne ned til fjorden, og om nætterne sov de under aaben himmel i den tilbageblevne sovepose. Allerede næste kveld naaede Balto op til dem. Han fortalte, at han havde omgaaet alle vandene undtagen Langvandet; dette havde han, for at undgaa den lange omvei, forsøgt at gaa over. «Isen var nogenlunde god, der hvor han gik ud paa den, men
