de naaede den sidste isryg, som da kunde sees, skulde de stanse. Vi holdt nordenom det lænde, vi havde været nede i den foregaaende kveld, og da vi havde helding og vind med os, gik det strygende udover med Sverdrup og mig paa vore glatte egeski.
(Af forfatteren efter fotografi af cand. polyt. Petersen).
(Af forfatteren efter fotografi af cand. polyt. Petersen).
Vi kom saa langt, at vi kunde se ned i fjorden, som var fyldt af kalvis. Fremdeles var isen nogenlunde bra; men saa kom sprækkerne. — I begyndelsen gik de alle i samme retning, og vi kom over en god del; derefter kom der imidlertid et fuldstændig umuligt lænde, hvor gabende, dybblaa svelg skar hverandre i alle retninger; isen stak op imellem dem som smaa firkantede øer i et lufthav. Mer sønderreven is kan neppe findes, al fremkomst var her umulig.
I en tilfrossen spræk krøb vi i læ for den bidende
