vind og spiste vor middag, mens solen gjorde sit bedste for at gjøre vor tilværelse behagelig.
Paa tilbageturen havde jeg det held, da jeg faldt ned i en spræk, at bli hængende under armene. Skjønt sprækken var smal netop paa det sted, var det ikke ganske let at komme op igjen med skierne paa den glatte iskant; jeg var desuden alene, Sverdrup var paa en anden kant kommet forud. Efter lidt sprællen kom jeg dog atter paa sikker grund. Underlig nok faldt vi aldrig dybere.
Vi havde ikke gaaet meget langt tilbage, da jeg fik øie paa vort brune telt i nord for os just paa den isryg, som var bleven udpeget til at gjøre holdt paa. De andre var ankomne for omkring1⁄2 time siden og havde straks faaet kaffekjedlen «i sving», vi var jo nu nær vestkysten, og det toges da ikke saa nøie med kaffeforbudet. Det varede imidlertid en stund, før den blev færdig, hvilket ikke var saa dumt, da lidt hvile efter vor skitur gjorde godt. Da kaffeen var drukket, toges teltet ned, og kursen sattes sydefter, forat vi kunde komme paa sydsiden af den isstrøm, som skyder ud i fjorden, og som vi havde været nede i. Isen var i begyndelsen god, og det gik hurtig frem, uagtet vinden af og til gjorde sit bedste for at kaste kjælkerne tvers for os. Ud paa kvelden, da det allerede var begyndt at skumre noget, kom vi imidlertid til en ryg med sterkt kløftet is. Her maatte der sees ud vei, før vi gik videre, og vi slog derfor telt for at vente til næste dag. Mens kveldsmaden blev tillaget, tog et par af os en tur fremover. Isen saa unegtelig styg ud, endnu styggere end den, vi var nede i den foregaaende kveld, men vi kunde dog ved at se os for finde nogenlunde fremkomst, og ryggen var heldigvis ikke bred.
