med os og jevn hele veien.» De følgende dage fik vi tydeligere og tydeligere helding mod vest, den var ikke jevn, sneens overflade hvælvede sig i lange bølger udover paa samme vis, som vi fandt den under opstigningen fra østkysten.
Den 14de skulde vi efter vort bestik ikke have mer end 8 mil igjen[1], men endnu saa vi intet land, og dette begyndte lapperne at finde mistænkeligt. Ravnas ansigt blev surere og surere, og en kveld han havde sat sig ned i teltet, sagde han: «Jeg gammel fjeldlap, jeg dum tosk, jeg tror, vi ikke aldrig kommer til den vestkyst.» Hertil svarede jeg kun: «Ja, det er sandt det, Ravna, du dum tosk.» Men da maatte gamle Ravna le høit. «Ja, det er sandt, Ravna dum tosk.» Han følte sig synlig trøstet ved denne tvilsomme kompliment. Bekymrede udbrud, lig disse, kom Ravna hyppig med.
En anden dag brød Balto pludselig ud: «Aa, saa — — — — — — — — hvor langt det er fra kyst til kyst, kan ingen vide, for her har folk ikke aldrig gaaet før.» At gjøre ham begribeligt, at man trods det kunde udregne afstanden, var selvfølgelig vanskeligt; men opvakt som han var, syntes han dog, da jeg engang viste ham det paa kartet, at ane, hvorledes det kunde gaa til. Det, som forøvrigt lod til at trøste ham ligesom Ravna mest, var, naar de blev gjort nar af for deres feighed.
Da vi den 16de fik flere sterke skraaninger udover, syntes det at trøste os alle, og da vi nu om kvelden blot fik ÷17,8°, syntes vi, det var rent mildt, det var, som vi atter kom tilbage til sommeren. Efter bestikket skulde vi nu blot have 2 mil igjen til
bart land.
- ↑ Vi havde i virkeligheden omkring 20 mil.
