Seilads over indlandsisen. — Land! Land! — Den første drik vand.
Da det led mod midten af september, haabede vi hver dag at komme til den større skraaning, som vi ventede at finde mod vestkysten. Efter bestikket skulde vi ikke have langt igjen did. Jeg havde dog en sterk mistanke om, at vort bestik var adskillig forud for vore observationer, men med vilje lod jeg være at regne disse ud, da det vilde berede flere af os en slem skuffelse, om det skulde vise sig, at vi ikke var saa langt fremme, som vi troede. Det blev imidlertid for alle paafaldende, at vi ikke fik nogen tydelig skraaning. Den ute var dog heldingen paaviselig, og maalt med teodoliten viste den sig at være 22 minuter.
Den 12te september skriver jeg i min dagbog, «at vi alle er i udmerket humør, med haab om snar forandring til det bedre, Dietrichson og Balto holder paa, at vi idag skulde faa bart land isigte, de faar nok have taalmodighed, vi befinder os endnu i 9000 fod eller 2800 m.’s høide (vi var i virkeligheden omkring 2570 m.), men længe kan det dog ikke vare; vi regnede idagmorges at skulle
være efter bestikket 17 mil fra bart land[1], og heldingen er idag godt
- ↑ Vi var da i virkeligheden omkr. 26 geogr. mil fra bart land.
