Den 17de september var det netop 2-maanedersdagen, efterat vi
forlod «Jason». Det traf sig netop saa, at der den morgen skulde
uddeles smørvegt, en af de glædeligste begivenheder under vort
indlandsliv, og da theen med sukker i blev skjænket rundt paa
sengen, var stemningen meget belivet. Det var ogsaa første nat paa
lang tid, at der ikke hang tykt rim paa indsiden af
teltvæggene.
Mens vi spiste vor frokost, blev man ikke lidet forundret ved pludselig at høre fuglekvidder udenfra; snart ophørte det atter, og man var ikke ganske sikker paa, at det var saa. Men som vi ved ét-tiden eftermiddag drog frem, fik vi pludselig høre fuglekvidder i luften, vi stansede og saa nu en snespurv komme flyvende efter os; den omkredsede os flere gange og gjorde synlig tilsprang til at sætte sig paa vore slæder, men den turde ikke ganske og slog sig ned paa sneen tæt ved os og fløi snart atter, hele tiden muntert kvidrende.
Hvor kjærkommen var ikke denne lille spurv os; det var en venlig hilsen fra land, som vi nu følte maatte være nær, og hvis man troede paa gode engle, saa vilde man sikkert antage disse to snespurve, den, som bød os farvel fra østkysten, og den, som bød os velkommen her, for saadanne; og velsignet være de for deres muntre kvidren, den satte liv i os alle, og med fornyede kræfter drog vi fortrøstningsfulde videre, uagtet vi den dag ikke fik nogen sterk skraaning udover. Den følgende dag (18de september) blev det dog i saa henseende betydelig bedre. Det blev ogsaa stadig mildere, og vi syntes nu, livet begyndte at bli lyst.
Den kveld kom der vind fra sydost, og jeg fik haab om, at vi endelig engang skulde faa gunstig seilevind; vi havde længe nok ventet paa den med længsel trods Baltos
