(til Grønlands østkyst), den østerrigsk-ungarske nordpol-ekspedition i 1872—74 (til Franz Josefs land) eller endog den store engelske nordpol-ekspedition under Nares i 1875—76 (til Smith’s sund) reise afsted med saa store, klumpede og uhensigtsmæssige slæder, som de gjorde. Bedre udrustede i saa henseende var vistnok de to seneste amerikanske ekspeditioner, Greely-ekspeditionen (1881—84) og rescue of Greely, ledet af Schley og Soley (1884).
Den almindelige feil ved slæderne paa de forskjellige ekspeditioner har været, at de var tungt og klumpet byggede samtidig med, at de var for store. Naar dertil lægges, at de gjerne havde smale meier, saa er det ikke vanskeligt at forstaa, at de sank dybt i sneen og ofte var næsten umulige at faa frem.
Enkelte ekspeditioner har vistnok anvendt de i Amerika brugelige tobaggans, som bestaar af en eneste fjæl, opbøiet foran. De er gjerne af birkeved eller lignende og har en længde af ca. 2.5 m. og en bredde af 46 cm. eller mer. Vi finder disse slæder anvendte paa ekspeditioner allerede i begyndelsen af dette aarhundrede, saaledes havde Franklin paa sin første reise saadanne. Den engelske reisende dr. Rae og efter ham Greely anvendte lignende slæder med ganske lave og smale meier, en paa hver side.
Det er selvsagt, at disse slæder bærer godt ovenpaa i løs sne og egner sig godt for denne slags føre; men naar sneen er noget haardere, gir de dog for stor friktion og er mindre lette at trække frem.
At sætte slæderne paa brede meier er det merkelig nok kun faa
ekspeditioner, som har fundet paa[1]. Dette
- ↑ Payer siger dog i sin bog om den østerrigsk-ungarske ekspedition, at «brede slædemeier letter marschen gjennem dyb sne særdeles»; han nævner meier af optil 7 cm. i bredden.
