falder dog for os nordmænd som det naturligste, vi, som fra gammel tid af er vante til skikjælken.
Dette er en liden slæde, som hviler paa brede, skilignende meier, og som i mange bygder i Norge anvendes meget af skiløbere saavel i skogen som paa fjeldet til at føre frem læs af hø, ved og lignende paa. Den trækkes gjerne ved et taug, men styres ved en stang, som er fæstet paa siden, og som især er nødvendig for at holde kjælken fra at rende i hælene paa skiløberen, naar det i susende fart gaar udfor bakke.
Skikjælken er udenfor Norge udbredt over Sverige, Finland, lige til det østlige Sibirien.[1]
Det var den norske skikjælke, som stod for mig under konstruktionen af den, som anvendtes af os. Denne forbandt de egenskaber, som bør sættes høiest hos en træk-kjælke, den var sterk, let, flød godt ovenpaa og gled let paa sneen i al slags føre.
Foruden den norske skikjælke havde ogsaa den slæde, som staar beskrevet i beretningen om Greely-ekspeditionen[2], og som anvendtes af den ekspedition, der gjenfandt Greely, for en liden del tjent mig som mønster.
Til forfærdigelsen af skikjælkerne fandt jeg en meget dygtig og samvittighedsfuld mand i snedker Christiansen, nu bosat i Næs i Telemarken. Han sparede intet for at efterkomme mine ønsker og for at skaffe det mest udsøgte materiale.
Det var først efter talrige forandringer og forsøg, bl. a.
