paa den tid, som var mig levnet, at opdrive brugbare hunde, og jeg maatte derfor lade det fare. Saa tænkte jeg paa rener; jeg skrev til Finmarken derom, ja jeg indkjøbte endog renmos i Røros til dem. Men saa viste det sig at være saa mange vanskeligheder med at faa dem fragtet, og endnu større vanskeligheder vilde der komme med at faa dem iland paa Grønland. Jeg opgav derfor ogsaa disse og holdt mig blot til menneskene.
Men naar hver brødsmule, man skal spise, skal trækkes frem af en selv, da er det ikke mer end naturligt, at man ser til at gjøre alting saa let som muligt, provianten, redskaberne, klæderne, alt maa reduceres til det mindst mulige. Holder man paa med en slig udrustning, da begynder man tilsidst ubevidst at regne alle tings værdi i omvendt forhold til dens vegt, ja selv om det er en lommekniv, saa gjælder det om, at den er let. Men man maa passe paa ikke at gaa for langt i sin jagen efter lethed; redskaberne maa være sterke; thi de kommer til at maatte udstaa mangen haard prøve; klæderne maa være varme, ingen ved, hvor koldt vi faar det, og provianten maa være nærende og sammensat af forskjellige bestanddele i passende forhold; thi der blir strengt arbeide, sandsynligvis strengere, end nogen deltager har prøvet før.
Noget af det vigtigste ved en slæde-ekspedition er selvfølgelig slæden eller kjælken.
Da der gjennem tidernes løb specielt fra England har gaaet saa mange slæde-ekspeditioner mod de arktiske egne, skulde man tro, at slæden gjennem de paa disse indvundne erfaringer havde faaet en høi grad af udvikling. Det har den imidlertid ikke, og man kan ikke forundre sig nok over at se saa sene ekspeditioner som f. eks. den anden tyske nordpol-ekspedition i 1869—70
