arbeide. Kom vi os saa endelig flot, var det at gaa og stampe i sneen hele dagen, og tungt var det, enten man nu gik foran kjælkerne og trak eller bag og styrede. Det sureste arbeide i de dage var dog at faa teltet op om kvelden; thi først maatte nemlig teltgulvet heftes sammen med teltvæggene, dette skede ved en lissing, som ogsaa maatte gjøres med bare næver, og man maatte da tage sig vel iagt for ikke at faa dem frosset af. En kveld under det arbeide, opdagede jeg saaledes pludselig, at fingrene paa begge hænder var hvide helt op til haandfladen. Jeg tog i dem, de var haarde og ufølsomme som træ. Ved bankning og gnidning med sne blev dog blodomløbet snart atter bragt tilbage i dem.
Den 28de havde Kristiansen det uheld at træde feil paa kanten af en fokskavle og vrikkede sit ene ben i knæleddet. Han var i flere dage saa daarlig, at han havde helt vanskelig for at gaa; men ved flittig massage kom han sig atter. Det tog sig forøvrigt ganske underlig ud at se ham sidde med blottet ben og bli masseret af Dietrichson midt i snefokket og kulden. Den 28de blev ogsaa lapperne lidt daarlige i øinene; merkelig nok var de, som ovenfor nævnt, de første, som led af sneblindhed, de var ogsaa de eneste. Balto maatte jeg dryppe med cocainopløsning i øiet, men jeg gjorde dog ganske lidet deraf, og ved omhyggelig anvendelse af snebriller og det røde silkeslør blev de snart bra. Alle vi andre klarede os godt for denne sygdom, som mange arktiske reisende har anseet som næsten uundgaaelig. Bruges mørke briller eller slør, er det ikke tvil om, at den kan undgaaes. Uagtet solen bare var oppe den halve del af døgnet, virkede den dog slemt nok den stund vi havde den; midt paa dagen kunde solstraalernes virkning være intens, dette skyldes for en ikke uvæsentlig del luftens
