styrte, gik det nogenlunde. Og trods vi begyndte saa sent og tørnede tidlig ind om kvelden, kom vi dog mer end en mil frem den dag.
Efterhvert som vi gik, begyndte jeg mer og mer at tænke paa, hvorledes vi bedst skulde naa fra indlandsisen til mennesker; det saa ud paa kartet at være et temmelig ulændt strøg, med berge, dale og fjorde, likest saa det ud at være mod bopladsen Narsak, som ligger paa sydsiden af Ameralik-fjordens munding søndenfor Godthaab. Men ogsaa her kunde det jo hænde, at det var adskillig besværligt at komme frem, og tanken paa sjøveien trængte sig mer og mer i forgrunden. Det var jo greit nok, at vi i vore to waterproofs presenninger og det vandtætte seildugsgulv i teltet havde materiale nok til at bygge baad, træ til spileverket, aarer og lignende kunde vi tage af ski, skistave, bambusstænger og kjælkerne, det vilde alt sammen være udmerket, og gik vi alle mand igang, kunde det neppe tage lang tid at bygge baaden. Kommen til dette resultat, meddelte jeg mig en dag til Sverdrup, som efter nogen betenkning var med, og nu diskuterede vi under vor vandring, hvor det altid var godt at have noget at sysselsætte tankerne med, ofte, hvorledes baaden i tilfælde helst burde bygges.
De følgende dage havde vi det samme veir med storm og snefok. Om nætterne frygtede jeg flere gange for, at teltet skulde rives istykker, om morgenen, naar vi skulde videre, maatte kjælkerne graves frem af snefanerne, maatte aflosses, forat meierne kunde bli skrabede for is og vedhængende sne, saa maatte de surres sammen, riggen sættes op paa nyt, og alt dette arbeide var ikke sødt i det bidende snefok med kulde; især var surringerne, som maatte lægges paa med bare næver, skulde de forslaa noget, et surt
