sæt maatte vi kunne naa kolonien, og var der ingen anden udvei, saa maatte vel sjøveien føre os frem.
Alt dette gik gjennem hovedet paa mig den formiddag, kartet blev flittig seet paa, beregninger blev stiltiende gjorte, og resultatet af det hele blev, at jeg bestemte mig for Godthaabsruten. Jeg var forberedt paa, at vi vilde finde vanskelig is nær isranden paa den kant, da der er saa mange skridjøkler, som skyder ud; men jeg mente, det maatte kunne gaa mellem disse. Det sted, hvor jeg tænkte at komme frem, var netop det samme, vi tilsidst kom ned paa, det laa paa omkring 64° 10′ n. br. Hvorfor jeg troede, at det maatte være bedst her, var af den grund, at der ingen skridjøkler skjød ud, mens der efter kartet, som forøvrigt var fuldstændig galt, skulde være saadanne baade søndenfor og nordenfor; min mening var nu den, at der mellem to store skridjøkler maa være sandsynlighed for, at der findes et belte eller, om man vil, en bagevje, hvori isen ligger nogenlunde rolig, og hvor den følgelig er nogenlunde jevn; dette har ogsaa vist sig, saavidt min erfaring rækker, at slaa til. Da min beslutning at gaa til Godthaab meddeltes til de andre, blev der almindelig tilfredshed, alle var enige i, at det var ubetinget det heldigste; det lod til, at man allerede begyndte at faa nok af indlandsisen og atter længtede efter mer gjestmilde egne. Seilene blev heiste, og henved 3-tiden om eftermiddagen drog vi afsted, saa høit op imod vinden, vi kunde ligge, men det blev aldrig høiere end tvers, ja tildels endog en streg lavere. Da vinden var nordvest (retvisende), kom vor kurs paa den maade til at pege betydelig sydligere end Godthaab; men da vinden hjalp os, stod vi os dog paa at bruge seil og ligge saa lavt, fremfor blot at trække. Naar vi ordnede os saaledes, at 2 gik foran og trak, og en gik bag og
