denne vedholdende modvind, kunde vi intet haab have om at naa Kristianshaab indtil midten af september, da det sidste skib for det aar forlod det for at gaa til Kjøbenhavn og dermed den sidste mulighed for os at komme hjem iaar. Dette stod dengang for mig som meget uheldigt, en hel vinter vilde gaa tabt med et vinterophold i Grønland, og alle mand vilde længes hjem. Mine kundskaber med hensyn til skibsruterne paa Grønlands vestkyst var dog yderst mangelfulde, og da jeg gik ud fra, at det samme skib, som forlod Kristianshaab i september, skulde anløbe de søndenfor liggende havne, mente jeg, vi vilde være sikre paa at komme hjem iaar, om vi styrede mod en af disse, og fandt, at i saa tilfælde maatte Godthaab være et godt sted. Der var ogsaa andre grunde, som talte for at holde den vei; fremfor alt fandt jeg, at en undersøgelse af isen i denne retning vilde have stor interesse, da den var fuldstændig ukjendt, mens Nordenskiölds to ekspeditioner jo havde skaffet mange værdifulde oplysninger om isen sydost for Kristianshaab. En tredje grund var den, at aarstiden var saa langt fremrykket, og høsten paa indlandsisen turde ikke være blid; over til bunden af fjordene ind for Godthaab var veien betydelig kortere end til Kristianshaab, og vi maatte saaledes regne paa at kunne naa hurtigere over til blidere egne i den første retning, om vi end intet vidste, om isens beskaffenhed der egnede sig for nedstigning, og om vi end maatte vente, at det vilde tage os lige lang tid at naa helt frem til Godthaab som til Kristianshaab; thi ved første sted var veien over bart land fra indlandsisen og frem saa betydelig meget længere, ja muligens var der meget vanskeligt at komme frem. Dog paa et eller andet
