tyndhed i den høide, hvori vi befandt os (2000 meter), men selvfølgelig ogsaa, at de blev reflekterede fra den umaadelige jevne sneflade. Paa ansigtshuden havde dette en mer eller mindre sterk virkning paa os alle, vi blev brunstegte, og ingen undgik, at huden, især paa saa fremstaaende punkter som næsen, skallede af. Kristiansens ansigt blev især angrebet af solen, hans kinder svulmede op og fik solblemmer, de saa ud aldeles, som om de havde været udsatte for forfrysning, og det voldte ham mange smerter. Efter den tid blev vi mer omhyggelige med at anvende vore røde silkeslør og undgik saaledes alvorlige ulemper af solen.
Det tog sig forøvrigt ganske eiendommelig ud, at se disse fine silkeslør vaiende mod den blaa luft. De drog uvilkaarlig tanken hen paa vaarpromenader, glimrende ekvipager, elegante dameskikkelser og straalende øine; isteden saa vi her seks mænd, alt andet end elegante, trækkende nogle ekvipager, som heller ikke led af den svaghed, og bag slørene mødte en kun seks skidne, veirbidte ansigter.
Om eftermiddagen den 29 august stilnede vinden saa meget af, at det ikke længer lønnede sig at seile, vi tog derfor seilene ned og begyndte at trække, med kurs ret paa Godthaab. Den dag blev sneen ogsaa saa løs og dyb, at Sverdrup, Dietrichson og jeg tog indianertrugerne paa. Det voldte os dog adskilligt bryderi i begyndelsen at bruge disse indretninger, som vi ikke havde prøvet noget videre før; de første skridt bar det uafladelig paa næsen, snart sprigede vi ikke nok i benene, den ene truge slog mod det andet ben, og saa overende; saa tog vi os i vare herfor en stund, men saa satte vi den ene truge oppaa den anden, og da vi skulde skridte til igjen, bar det atter
