Frobisherstrædet o. s. v. tvers gjennem Syd-Grønland holdt sig længe efter den tid, og vi finder den endog hos Granz «Historie von Grønland» i 1765, hvor der berettes saavel om et sund tvers over Syd-Grønland som om det sund, der efter det gammel-grønlandske sagn skulde gaa tvers over Mellem-Grønland. Hans Egede troede ikke paa, at der fandtes sund tvers over Syd-Grønland, da han ikke selv havde kunnet finde noget saadant, og aflagde derfor heller intet paa sit kart i «Det gamle Grønlands nye Perlustration etc.», som udkom i Kjøbenhavn 1741. Derimod troede han og sønnen Paul, som vi har seet, paa det sund, der efter grønlændernes sagn skulde have strukket sig fra Jacobshavns isfjord over til østkysten, og dette afsætter han saa isteden paa dette kart, ligesom Paul Egede har det paa sit kart i «Efterretninger om Grønland, 1788». En facsimile af det sidste gjengives af Nordenskiöld i «Den andra Dicksonska expeditionen», side 234.
Jeg skal ikke her indlade mig paa nogen indgaaende drøftelse af det mulige i, at et saadant langt og smalt sund, hvis sidestykke neppe kjendes, skulde kunne eksistere; det forekommer mig, at allerede Grønlands hele form og orografiske bygning gjør dette yderst usandsynligt.
Den sidste ekspedition paa Grønlands indlandsis før 1888 er den, som foretoges 1886 af Robert E. Peary, civilingeniør i de Forenede Staters marine, og dansken Chr. Maigaard, assistent i den kongelige grønlandske handel.
Peary kalder selv turen en foreløbig rekognosceringstur.[1] Det var oprindelig tanken at foretage den med hunde og slæder, men i sidste øieblik svigtede de dertil leiede grønlændere og drog bort med slæderne og hundene.
Peary
- ↑ Bulletin of the American Geographical Society bd. XIX, New York 1887, s. 261—289.
