og søndenfor kan være isfrie oaser. Et muligt bevis derfor mener han at have i to ravne, som lapperne saa paa sin skifærd, og som kom flyvende fra nord og vendte tilbage did efter at have naaet deres skispor. Da disse fugle paa den tid af aaret sjelden pleier at fjerne sig langt fra sine hækkepladse paa kystfjeldene, saa mener han, der er meget, som kan tale for, at de har havt et isfrit tilholdssted i nord. Dette har muligens været ved et sund, som Nordenskiöld mener, der er sansynlighed for, gaar tvers gjennem Grønland fra Jakobshavns isfjord og muligens til Scoresby-fjord paa østkysten, og som «i de sidste aarhundreder er bleven spærret af ismasser, der er brudt frem fra isbræer ved sundets kyster». Troen paa dette sund har Nordenskiöld fra Hans Egede og Paul Egede, som beretter, at eskimoerne har et sagn om et saadant[1].
Troen paa sund gjennem Grønland, eller at dette endog var en samling øer, tildels dækkede over af is, har, lige siden det blev gjenopdaget i det 16de aarhundrede, stadig kommet igjen i forskjellige former. Oprindelig var det det saakaldte «Frobisher-stræde» og «Beare-sund», man søgte efter i det sydlige Grønland, og disse aflagdes paa alle den tids karter. Oprindelsen til disse var den, at Frobisher havde gjort en del opdagelser blandt øerne i det nord-amerikanske archipel paa den vestre side af Davis-strædet uden at vide, hvor han havde været. Senere troede imidlertid andre, at det maatte være Grønland, han havde besøgt, og henlagde saa de af ham beskrevne sunde og øer did. At Frobisher ikke havde besøgt Grønland, men landene paa den anden side strædet, blev vistnok snart opklaret, men det forhindrede
ikke, at troen paa
- ↑ Se forøvrigt herom i «Den andra Dicksonska expeditionen osv.» side 233 — 235.
