man trængte ind. Ved indsugning af varme fra solstraalerne havde dette smeltet sig ned i isen og foraarsaget dannelsen af «lodrette, cylindriske huller, 1 til 2 fod dybe og fra et par linjer til et par fods tvermaal, saa tæt ved hverandre, at man skulde forgjæves søgt plads for foden mellem dem, end sige for soveposen. Paa bunden af disse altid vandfyldte huller laa støvet i et nogle millimeter tykt lag».
Dette støv tillægger Nordenskiøld en stor betydning, idet han antager, at det er af kosmisk oprindelse, — og det har bidraget til, at han fremkom med en hel ny teori om, at jorden ialfald tildels skulde være dannet af og fremdeles vokse ved en næsten umerkelig, men stadig tilførsel af kosmisk støv, kommende fra universet. Andre har derimod senere paavist, at dette støv i sin sammensætning ligner paafaldende kystfjeldenes materiale, og mener derfor, at det er støv, blæst ud paa isen fra dem. Herfor kan det synes at tale, at jo længere man fjerner sig indover isen fra randfjeldene, desto mer aftager støvets mængde, samt endvidere, at vi paa Grønlands østkyst ved Umivik, hvor det bare land ved isranden er saa forsvindende, omtrent intet støv fandt paa isen.
Aaret efter denne betydningsfulde isvandring (altsaa 1871) udsendtes af Nordvest-Grønlands inspektør Krarup Smith en indlandsekspedition under ledelse af handelsassistent Møldrup[1]. Ifølge de oplysninger, Nordenskiøld senere har faaet i Grønland, synes ekspeditionen at
have vendt tilbage med uforrettet sag[2].
