Det derpaa følgende aar kom atter Whymper tilbage til
Grønland og reiste i distriktet ved den nordlige del af
Discobugten og ved Umanakfjorden. Denne gang gjorde
han imidlertid intet forsøg paa at trænge ind paa selve
indlandsisen, men indskrænkede sig til at bestige høie fjeldtoppe
ved randen for at skaffe sig udsigt indover. Den 18de august besteg
han et 6800 fod (engelsk) høit fjeld Kelertingouit nær Umanak. Fra
toppen af dette havde han en vid udsigt over indlandsisen og fandt
ligesom tidligere, at denne frembød synet af en «jevn
sammenhængende ryg af snedækket is, som «skjulte landet saa
fuldstændig, at ikke en eneste bergknat viste sig paa dens
overflade». Med en teodolit maalte han vinkelen til indlandsisens
synlige rand og mente, at den maatte være «betydelig over 10000
fod». Whymper synes nu at være kommen til den overbevisning, at
snebare strækninger ikke kan findes i det indre; thi han siger, at
de paa forskjellige steder foretagne undersøgelser gjør det
«henimod absolut sikkert, at Grønlands indre fra nord til syd og
øst til vest er fuldstændig hyllet i sne og is».[1]
Den opmerksomhed, som dr. Rinks skrifter om Grønlands indlandsis først vakte, havde i mellemtiden sat god frugt. Ved undersøgelser dels i Grønland selv, dels i Alperne og i Skandinavien var forskningen af sne- og isbræerne, deres virksomhed og alt, som stod i forbindelse dermed, gaaet frem med lange skridt, og læren om istiden havde antaget fast form. Blandt de mænd, der deltog i dette arbeide, kan af skandinaviske geologer nævnes nordmændene Kjerulf og Sexe samt svensken Torell (besøgte
Grønland 1859).
- ↑ Denne reise findes ligeledes beskrevet i: «Good Words». 1884 side 101—103 og 183—189.