ved at opdage, at isen havde fuldstændig forandret udseende, siden han saa den en maaned tidligere; var alt dækket «af den reneste, mest uplettede sne»; men nu var denne fuldstændig smeltet bort og «havde efterladt blottet i dagen et sandt hav af is, sønderrevet af millioner sprækker af alle tænkelige former og dimensioner». Alle Whympers skjønne forhaabninger svandt med det samme.
Da veiret den 26 juli blev bedre, gjorde de dog et forsøg paa at trænge østover isen. Efter nogle faa timer og blot et par engelske mil fra isranden stansedes man imidlertid derved, at en mei paa en af de største slæder blev sønderbrudt; en mindre slæde havde ligeledes faaet sin ene mei kløvnet langsefter, og resten var blevet svage af stødene i den ujevne is.
Whymper indsaa nu umuligheden i at komme videre, men sendte dog, for en forms skyld, tre af følget[1] en engelsk mil eller 2 længere ind for at undersøge, om isen skulde bli bedre, skjønt han vidste, at den var den samme mange mil indefter. Da disse vendte tilbage og berettede, at isen snarere var værre end bedre, vendte man tilbage.
Efter denne reise synes Whympers tro paa sne- eller isbare strækninger i Grønlands indre at være rokket; i sin bog «Scrambles amongst the Alps» (1871) skriver han nemlig side 246: «Grønlands indre synes at være fuldstændig dækket af isbræer mellem 68° 30′ — 70° n. br.» Deraf, at han paa den sidste tur saa sprækket bræis
lige til synskredsen, slutter han, at der maatte være is- eller
- ↑ Robert Brown, som var en af disse 3, kommer med den besynderlige angivelse (i sin artikel i Petermanns Mittheilungen 1871 s. 385), at de længst inde saa foran sig en nunatak eller 0, som nu er helt omgivet af is, men som endnu i dette aarhundrede kunde naaes i kajak og var beboet. (??)
