snedækket land i en betydelig strækning hinsides denne, «thi til dannelsen af en saadan uhyre bræmasse fordres der et umaadeligt snereservoir». Han anslog høiden af den inderste synlige del af indlandsisen til «ikke mindre end 8000 fod», hvilket sandsynligvis er noget overvurderet, men som dog tør være mindre langt fra det rigtige, end man skulde vente.
Med den vandring, som 1870 foretoges paa indlandsisen af Nordenskiøld sammen med nuværende professor Berggren fra Aulatsivik-fjordens nordre arm (syd for Egedes minde paa 68° n. br.), indlededes saa at sige en ny fase i de grønlandske isvandringers historie. Dette er første gang mennesker trænger et længere stykke frem over indlandsisen og tilbringer flere dage efter hinanden paa den, ligesom det er den første færd derpaa, som bringer udbytte af mer videnskabelig natur.[1]
Den 19de juli 1870 forlod de to reisende sammen med to grønlændere isens rand nær fjorden. De havde proviant for 30 dage. Telt havdes ikke, de sov i to soveposer, som var aabne i begge ender, og hvori to personer til nød kunde presse sig ind med fødderne mod hverandre. Sengen blev imidlertid, med ujevn is til underlag, baade ubekvem og kold, siger Nordenskiøld. Den hele udrustning blev trukket paa en slæde.
Man havde imidlertid ikke gaaet langt, før det indsaaes, at det paa grund af isens ujevnhed var umuligt at slæbe med sig saa stor en udrustning. Allerede den anden dag besluttede derfor
Nordenskiøld at lægge igjen en del
- ↑ Der er en beretning om færden af Nordenskiøld: «Redogörelse for en expedition till Grönland år 1870» i Oversigt af K. Vet. Akad. Forh. Stockholm 1870, s. 973.
