lammede al foretagsomhed. Uheldigvis havde der desuden netop raset en hundepest, som havde nær sagt udryddet de fleste brugbare slædehunde i omegnen, og at skaffe det nødvendige antal var derfor en meget vanskelig ting. Til hundeslæder havde Whymper medbragt træmateriale fra Europa, men de faa, som kunde gjøre slæder, var fuldstændig optagne med at forfærdige ligkister til alle dem, som døde af den allerede omtalte farsot. Der var saaledes ingen anden raad for end at benytte almindelige grønlandske hundeslæder, som var gjorte af daarligt materiale og var alt andet end skikkede for en færd som den paatænkte. Til føde for ekspeditionens deltagere, saavel som for hundene, var der medbragt Hudsonbay-pemmican. Da det imidlertid viste sig, at de grønlandske hunde ikke vilde spise dette stof, saa maatte tørret sælkjød skrabes sammen fra alle kanter. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; thi da de fleste gode fangere var syge, var der næsten hungersnød.
Omsider var imidlertid de fleste vanskeligheder saa nogenlunde overvundne, og den 20de juli kunde indlandsekspeditionen, som foruden Whymper selv bestod af 5 deltagere, indfødte og europæere, deriblandt engelskmanden Robert Brown, der var fulgt med fra England, drage afsted[1]. Efter et par dage, tilbragte med at bringe bagagen fra fjordbunden op til indlandsisens rand, maatte man vente endnu 3 dage med at begynde selve isvandringen paa grund af en vedholdende vind.
Imidlertid besteg Whymper en nærliggende haug for at faa udsigt
over isen, men blev ubehagelig overrasket
- ↑ Blandt deltagerne synes der ogsaa at have været en nordmand, ialfald havde en af dem det norske navn Olsvig.
