og der gjordes straks en udflugt ind paa den. De kom frem uden vanskelighed, og jo længere de kom, desto bedre og haardere blev sneen at gaa paa. Da de havde naaet omtr. 6 engelske mil ind og en høide af 1400 fod, og det saa ud til at være samme føre hele veien indover, saa syntes der ingen fordel ved at gaa længere; thi de havde opnaaet, hvad de ønskede, de havde seet, at snefladen egnede sig fortræffelig for kjørsel med hundeslæder, og eskimoerne, som var med, forsikrede Whymper, at paa den sne kunde de kjøre «35 til 40 mil (eng.) om dagen». De vendte da tilbage med de bedste forhaabninger om et heldigt udfald af deres reise; «thi der syntes ikke at være noget, som kunde forhindre en vandring tvers over Grønland».
Da indlandsisen ved Ilordlek ikke gaar helt ned til fjorden, vilde Whymper forsøge, om han ikke kunde finde et lempeligt sted, hvor dette var tilfældet, og hvor de saaledes straks kunde begynde isvandringen uden først at maatte bringe bagagen over land. I den anledning foretog han den 24de til 27de juni endnu en udflugt til indlandsisens rand, denne gang i syd for Jakobshavn, til den bekjendte «Jacobshavns isfjord». Her var imidlertid isen saa søndersplittet og ujevn, at der ikke kunde være tale om fremkomst med hundeslæder, og han bestemte sig derfor til det først forsøgte sted som udgangspunkt for hovedfærden.
For denne maatte der imidlertid gjøres en del forberedelser, som skulde skaffe Whymper de mest fortvilede vanskeligheder. Netop paa den tid rasede i kolonierne ved Discobugten en dødelig farsot («brystsyge»), som angreb og dræbte saavel unge som gamle. Af Jakobshavns 300 indbyggere var 100 syge. Dette
