samt at det ikke var umuligt, at dette selv bestod af «adskilte landmasser eller øgrupper, saadanne som findes overalt i de arktiske egne; afstanden fra landets østkyst til dets vestkyst var tilstrækkelig stor til at muliggjøre tilstedeværelsen af ukjendte fjorde og arme af sjøen». At der var bart land, mente han at kunne slutte fra den periodiske optræden og forsvinden af store renhjorder paa vestkysten. Disse dyr maatte nemlig have «græsrige dale og tilflugtssteder» i det indre, hvortil de søgte hen[1]. Dette er, som det vil sees, et ræsonnement meget ligt det, som allerede 400 aar tidligere er fremholdt af «Kongespeilets» forfatter. (Se side 391.
At trænge ind til disse snebare steder havde Whymper sat sig som maal, og hans reise i 1867 synes fra begyndelsen af kun at skulle have været en forberedende tur for en mulig større ekspedition.
Efter at være kommet til Jakobshavn ved Discobugten den 15de juni, foretog Whymper med en del eskimoer som følge 3 dage senere sin første udflugt til indlandsisens rand et stykke indenfor den sydligste arm af Ilordlekfjorden, som var 20 engelske mil nordenfor kolonien. Hensigten var at undersøge, hvorvidt dette sted egnede sig for at begynde en isvandring, og om hunde og slæder, som tænktes benyttede dertil, var anvendbare. Indlandsisens udseende viste sig allerede ved den første udsigt, som Whymper fik derover,
langt jevnere og mindre afskrækkende, end han havde ventet,
- ↑ Edward Whymper: «Explorations in Greenland» i tidsskriftet «Good Words», udgivet af Donald Macleod, D. D. Januar, Februar, Marts. 1884. Dette er den eneste mer udførlige beretning, selv har skrevet om sin reise. Hans ledsager, Robert Brown, har imidlertid ogsaa skrevet en artikel derom: «Das Innere von Grönland» i Petermanns Mittheilungen. 1871.
