første dage af november fra kolonien Julianehaab et forsøg paa at trænge ind paa indlandsisen. Efter den fremstilling, som løitnant Zeilau[1], der selv var med paa en del af færden, giver af den, synes det, som om dr. Rae og hans følge blot naaede at kaste «et blik op til» indlandsisen. Af dr. Rae’s egne udtalelser fremgaar imidlertid, at han virkelig maa have sat sine ben paa isen; men «at de straks naaede en dyb og bred spræk, som afgjort stansede videre fremtrængen» (!)[2]. En merkværdig spræk.
Det samme aar (1860) ogsaa i oktober maaned forsøgte den amerikanske polarfarer dr. Hayes at trænge ind paa indlandsisen langt nord ved Porte Foulke paa 78° 18′ n. br. Efter hvad dr. Hayes opgiver, skulde han have begyndt vandringen den 22de oktober og først vendt tilbage efter 6 dage. Den første dag naaedes indlandsisens rand, og den næste begyndtes vandringen over denne selv. Man skulde have tilbagelagt 5 engelske mil paa indlandsisen den dag, 30 engelske mil den 3dje dag og 25 engelske mil den 4de dag, og alt dette dels i den mest ujevne is, dels paa et meget daarligt sneføre, hvor benene for hvert skridt brød igjennem skaren, som dækkede sneen. Hvorledes disse veilængder er bleven bestemte, siges der intet om. Paa den 5te dag skulde man af en kold og frygtelig vind være bleven nødsaget til at vende tilbage og skulde have gaaet henimod 40 engelske mil. Den derpaa følgende dag naaede man allerede tilbage til vinterhavnen. Hayes giver en
haarreisende beskrivelse af deres lidelser og kulden, som
