Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/416

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

saaledes maa ogsaa store dele af Europa og Amerika engang have været dækkede af is, fra hvilken stammer de mange merker og striber efter skuring, vi finder i fjeldene, de mange jøkelgjærder og de mange flytblokke, som vi finder strøede ud over hele Nordeuropa, ofte paa de mest overraskende steder — læren om den store istid udsprang, og en hel ny tid for geologien indlededes.

Nødvendigheden af at gjøre mer udstrakte iagttagelser paa det eneste sted, hvor lignende forhold som under hin istid endnu raadede, maatte snart melde sig, og der kom en hel række nye forsøg paa at trænge ind paa Grønlands indlandsis.

Det er nærmest Fox-ekspeditionen, som udsendtes i 1860[1] under ledelse af sir Allen Young, der begyndte denne række, om den end ikke, som side 270 omtalt, var af geologisk natur. Der var oprindelig (muligens paa oberst Schaffners foranledning) tale om at sætte en slæde-ekspedition under ledelse af dr. John Rae, som havde endel erfaring i slædereiser, iland paa Grønlands østkyst, forat den kunde gaa over indlandsisen til vestkysten og derved faa undersøgt muligheden af at føre en telegrafkabel over ad den vei. Da man henimod midten af september nærmede sig den sydlige østkyst, hvor efter sir Allen Youngs udtalelser (sml. side 270 landgang var mulig, synes der at være kommet betænkeligheder iveien, og man gik rundt Kap Farvel til vestkysten. Her gjorde dr. Rae i selskab med oberst Schaffner i de sidste

dage af oktober og de

  1. Allerede det foregaaende aar (1859) skulde amerikaneren oberst Schaffner paa sit tidligere omtalte (se side 269) besøg i Julianehaab have gjort en udflugt paa indlandsisen under ledelse af løitnant Høier, handelsassistent ved kolonien. (Nævnt i Zeilau, Fox-ekspeditionen. Kjøbenhavn 1861).