kysten isfri, men blev skuffet; den var fuldstændig spærret af is, som man ikke turde vove sig ind i med disse jernskibe.
1865 kom Taylor igjen med et sterkt trædampskib «Erik», bygget særskilt for isseilads. Han fandt atter kysten (paa omkr. 63° n. br.) spærret af is, som ikke trods 2 kraftige forsøg lod sig gjennembryde.
1879 seilede den danske orlogsskonnert «Ingolf» under kommando af kapt. A. Mourier med løitnant Wandel som næstkommanderende fra 6te til 10de juli langs Grønlands østkyst fra 69° n. br. og sydover til i nærheden af Kap Dan. Man var inde i en dyb isbugt og kom landet ved Ingolfs-fjeld 4 til 5 mil nær, men kunde ingensteds lande for is[1].
Kapt. Mourier anser det efter denne ekspedition som fuldstændig umuligt at naa Grønlands østkyst fra sjøsiden af. Allerede 4 aar senere skulde urigtigheden af denne paastand bevises.
I 1882 var, som tidligere nævnt, forfatteren med sælfangerskibet «Viking» paa fangst under Grønlands østkyst. Vi blev den 25de juni fast i isen paa mellem 66° og 67° n. br. og drev i flere dage ret mod kysten, indtil vi den 7de juli paa 66° 50′ n. br. og 32° 35′ v. l. troede os at være omtrent 6 mil fra landet. Senere drev vi sagte i sydvestlig retning, indtil vi endelig den 17de juli atter kom løs af isen[2].
I 1883 gjorde Nordenskiøld med jerndampskibet «Sofia»
- ↑ Kapt. A. Mourier: Orlogsskonnerten «Ingolfs» Ekspedition i Danmarks-strædet i 1879. «Geografisk Tidsskrift». Bd. 4. Kjøbenhavn 1880. Side 59. Se ogsaa om denne ekspedition Wandels artikel i «Meddelelser om Grønland». Bd. 6. 1883.
- ↑ Se herom «Langs Grønlands Østkyst». «Geografisk Tidsskrift». Bd. 7. Kjøbenhavn 1884. Side 76—79. Se ogsaa denne bog, side 1.
