Eskimoen er, saavidt vi ved, det første menneske, som er kommet
til Grønland, og er saaledes ogsaa den første, som har stødt sammen
med Grønlands indlandsis; hvor længe det er siden, ved vi intet om,
ikke engang tilnærmelsesvis; thi den antagelse, at eskimoerne
skulde være komne til Grønland først for 1000 aar siden eller endnu
senere, er, som i et senere kapitel vil bli omtalt, efter min
mening lidet holdbar.
Eskimoerne kom fra lande paa den vestre side af Baffins-bugten og Davis-strædet. Disse var ikke dækkede af nogen indlandsis og var tildels beboede i det indre. I Grønland har de snart opdaget, at de overalt mod det indre blev stansede af is. Dette har sikkert nok afholdt dem fra alle forsøg paa selv at trænge videre ind; men det afholdt dem ikke fra at henlægge did skuepladsen for de mange fortællinger, de førte med sig om samkvem og sammentræf med folk, som boede i det indre af de lande, de tidligere beboede. Disse folk har sandsynligvis for en væsentlig del været indianere paa det nordamerikanske fastlands nordlige kyster, og de er da i de grønlandske eskimoers sagnverden gaaede over til at befolke Grønlands indre som indlandsmennesker, der er i besiddelse af visse overnaturlige kræfter. Paa samme vis er sikkert ogsaa de sagn, de har om vandringer tvers over indlandsisen, opstaaede, forsaavidt de da maa tillægges nogen historisk grund. Det er vandringer, som har været foretagne i mindre lande, beboede af eskimoerne længere vest. Nogen bestemt forestilling om det indre synes eskimoerne ikke at have dannet sig. I de strøg, hvor der er ren, kom de paa sine renjagter ofte i berørelse med land-isens ydre rand og færdedes vel delvis et stykke indover den til nunataker, hvor renen søger tilflugt; de saa her
