overalt is og sne, saa langt øiet kunde naa mod det indre, og urimeligt er det da ikke, at de har tænkt sig det hele dækket paa lignende vis.
Nordmændene, som kom til Grønland for omkr. 900 aar siden, og som beboede vest- og sydkysten sandsynligvis til henimod slutningen af det 15de aarhundrede, synes meget snart at have dannet sig en forholdsvis rigtig opfatning af landet og landisen, at dømme efter den udtalelse, som findes derom i «Kongespeilet». Denne lyder i oversættelse omtrent saa:
«Men da, som du spurgte, om landet er frit for is eller ikke, eller om det er dækket af is[1], som havet, da skal du det vist vide, at det er liden del af landet, hvor der er bart for is, men alt det øvrige er dækket af is, og ved folk derfor ikke, om landet er stort eller lidet, fordi alle fjeldstrækningerne og alle dalene er dækkede med is, saa at man der ingensteds finder aabning derpaa; men det vil dog være det sikreste, at der maa være aabning enten i de dale, som ligger mellem fjeldene eller langs med strandene, som dyrene kan finde igjennem; thi ikke kunde dyrene ellers rende did fra andre lande, uden at de finder aabninger paa isen og landet bart. Men ofte har folk forsøgt at gaa op paa landet paa de fjelde, som er de høieste, paa forskjellige steder for at se sig om og vilde vide, om de kunde finde noget paa landet, som var bart for is og beboeligt, og har de ingensteds fundet det, uden der, som nu bor folk, og er det lidet frem med selve stranden.»
Dette er en beskrivelse, som giver et saa korrekt billede, at vi lige til den sidste tid neppe har kunnet give det bedre. Men de
gamle nordmænds kolonier i Grønland
- ↑ Der staar flertal, isum, og skulde altsaa egentlig oversættes isene.
